Ole Madsens almindelige arbejdsopgaver var vedligehold af fabrikken. Alt. Vægte, blandere, installationer. Det eneste han ikke havde med at gøre, var strøm. Han var smed på Blaakilde Mølle fra 1982-1987, da produktionen var omlagt til vitaminproduktion.

Da Ole Madsens far blev ansat, spiste han ikke de første tre uger, for han havde svært ved at vænne sig til, at det knitrede, når han gik. Det var maddiker, han trådte i! Det var først, da Ole Madsen var 6-8 år, han kunne begynde at huske noget, og det var den store fabrik, der lå overfor, hvor de boede. Hans far talte næsten aldrig om sit arbejde. Han havde vagt næsten døgnet rundt, og når de ringede kunne han godt sige, nu var det eller det gået i stykker.

Den gang, der var oliekrise i 1973, var man bange for at man ikke kunne få olie nok til kedlerne, så man lejede et damplokomotiv, så man kunne få damp på kedlerne vha. kul. Det blev også tilsluttet, men det kom aldrig i brug, for man kunne få olie, da der var store lagre.

I Ole Madsens tid var dagligdagen på en måde rigtig god og på en anden måde var den hektisk. I gamle dage brugte man kød- og benmel som bærstof i foderblandingerne, men så omlagde man produktionen til dicalciumfosfat. Det var noget satans noget at have i siloerne og sneglene. Det var lige som vand. Der var masser af støv og skidt, og de kæmpede en kamp for at holde det inde i beholderne. Når man lukker sådan noget i en tank, skal det luft der er derinde, ud. Så de kæmpede mod støvet og kom aldrig i mål med en tilfredsstillende løsning.

Togvognene med kadavere blev tømt bagfra med en traktor og en stålwire. En gang sprang wiren, og den slog kasketten af en mand. Det var meget heldigt, at der ikke skete noget med ham. Det kunne have gået meget galt.

I de senere år fik de råvarer hjem i togvogne. Det var DSB’s jernvogne, som endte med at blive skåret op, efter de i mange år havde stået ude på pladsen uden at blive brugt. DSB kom næsten helt til slut med vogne med råvarer. Når man flyttede de vogne, skubbede man til dem med en truck. En gang var der en truck, der holdt på tværs, og den blev "lidt skæv" af mødet med en jernbanevogn, men heller ikke denne gang skete der nogen personskade. De fik meget med jernbanevogne også det, de kaldte urent mel, altså desinficeret mel med fedt i.

Da Ole Madsen var helt lille kom der skibe for at læsse varer af og på. Der kom bl.a. olie til kedlen samt urent mel, og der blev sendt fedt af sted. Det urene mel var ikke urent, som i udesinficeret. Det var tørt, men der var stadig fedt i, og det kaldtes pressemassen. Det blev senere viderebearbejdet til kød- og benmel. Fiskemel lavede de ikke selv, det fik de også udefra, og dette blev tilsat foderet. Man har jo altid skullet skaffe sig af med døde dyr. Den gang kunne der godt være hund i hundekiks! Animalsk fedt, som man så på foderets ingrediensliste, kom typisk fra Blaakilde, og det kunne være hvad som helst – også hund! Der var noget af det animalske fedt, der blev blandet i foderet, og noget, der var til mennesker. Bare rolig! Hvis der i dag står animalsk fedt på en margarine, er det fra slagteriaffald.

Nede i den allernederste lade på Blaakilde lavede de Anemix gødning om vinteren. "Det var et helvede at få det lort til at køre ordentligt, fordi det var så koldt. Der var lige så koldt inde i laden som udenfor." Der var en varmeblæser, men den kunne ikke rigtigt varme noget op. Når maskinen havde kørt et par timer, begyndte den at afgive varme.

Echardt, der overtog efter Ussing midt til sidst i 60’erne var en rigtig rar mand, stille og rolig og helt nede på jorden. Han var en helt anden type end Ussing. Han havde en skurvogn ved siden af folkestuen, og den sad han i. Han havde to børn, Henrik og Vibeke, og Henrik var et år eller to ældre end Ole Madsen. Måske var Echardt kommet et stykke tid før sin familie. Ole Madsens far var kommet et år før familien, som boede i Hjørring. Da Ussing flyttede til det gamle hus i Grynderup i nærheden af Nørager, flyttede Echardts ind i det stribede hus, som er tegnet af Bindesbøll, og Madsens flyttede fra Kildehuset og ind i det stribede med springvandet i 1976. Det er bygget af resterne fra Hobro Kirke.

Ole Madsen fortæller, at det var "et helvedes døje", når de kørte ud med færdigvarer om tirsdagen. De var læsset i sække, der lå i lag i kasser, som blev tømt vha. sækkevogne. Der var en kant bag på lastbilerne for at de snaskede råvarer ikke skulle ryge bagud, men hvis man ikke kørte rigtigt med sækkevognen, blev dem, der skulle tage imod sækken tosset, for så fik de den i hovedet.

Ole Madsen fortæller, at det var "et helvedes døje", når de kørte ud med færdigvarer om tirsdagen. De var læsset i sække, der lå i lag i kasser, som blev tømt vha. sækkevogne. Der var en kant bag på lastbilerne for at de snaskede råvarer ikke skulle ryge bagud, men hvis man ikke kørte rigtigt med sækkevognen, blev dem, der skulle tage imod sækken tosset, for så fik de den i hovedet.

I den ene af de 10 meter høje siloer, var der fuelolie til kedlerne. Fra siloen blev olien pumpet ind i dagtanke på fyrpladsen. I dæmningen havde de en tank med 50 tons råolie til kedlerne. Ole Madsen tænker, at den er der endnu. Derfra var der et kæmpestort rør, hvor råolien gik op i tanken bag dæmningen. Der var en to tons tankdam med varme på, for ellers blev det lige som tjære. Hvis det gik galt, kunne de starte kedlerne op på diesel, så de kunne varme den tykke olie op og fyre med den.

Det var smeden, som var kedelpasser, så det skulle Ole Madsen være. Hvis kedlerne blev slukket i weekenden, tog han derud søndag aften og tændte, så der var tryk på næste morgen, når de andre mødte ind. Nogle gange mødte han et par timer før. Der var alarmer på, som ringede, hvis noget gik galt. Det kunne Svend Balle, som boede i huset på Blåkildevej 9, høre. Så ringede han til Ole, at nu skulle han komme. I vinterhalvåret blev olie og kedler holdt i gang hele ugen.

På værkstedet havde Ole Madsen et billede af Svend Balle som ung og Gunnar Østerlev. Mike Tyson var en kylling ved siden af. Svend havde ingen hals, skuldrene gik op til ørene. Det var den gang, man havde slagteraffald i noget tungere sække, end man har i dag. De blev løftet op i bilerne med håndkraft. Chaufførerne var store, det ville ikke have været sjovt at komme i klemme der.